|
|
|||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|||||
Rugby Lasse startede til rugby, fordi det så sjovt ud, men fandt hurtigt ud af, at sammenholdet betyder mere end sporten for ham. Lasse er stadig indlagt på hospitalet, da han får besøg af handicapidræts-konsulenter, der fortæller ham om mulighederne for at komme i gang med at dyrke sport. Han kommer med på en tur til Lanzarote med Dansk Handicapidræts-forbund, hvor han snuser lidt til nogle forskellige sportsgrene, men på det tidspunkt er han allerede fast besluttet på at spille quad-rugby, som udgaven af spillet i kørestol kaldes. ”Det så rigtig sjovt ud at køre rundt og banke ind i hinanden. Jeg sad jo i el-stol dengang, og jeg prøvede at sidde i en rugby-stol, men jeg kunne hverken køre frem eller tilbage, for jeg havde ingen kræfter,” siger Lasse Larsen. Spillerne på holdet Full Pull, der træner i Viborg, får alligevel hurtigt Lasse overbevist om, at han nok skal komme til at kunne spille. Otte måneder efter skaden er Lasse klar til at være med. |
”Det tændte mig lidt. Nu kunne jeg da noget. Senere er det gået op for mig, at spillet kun er halvdelen af det for mig, den anden halvdel er den berøringsflade jeg har med andre handicappede. Det sociale ved sporten ville jeg ikke kunne undvære. Der er en fuldstændig fri tone på holdet, og vi kan snakke om alt. For eksempel hvordan man kommer på toilettet” siger han. Sporten har også betydet, at Lasse har fået nye venner, som han også ser i sin fritid. ”Vi holder julefrokoster, og jeg har et sommerhus, hvor vi holder sommerfester. Det skal til at være en vane. Men mange tror, at bare fordi man har det samme handicap og dyrker samme sport, så er man gode venner alle sammen. Sådan er det bestemt ikke. Jeg tror heller ikke at folk på et almindeligt spillende fodboldhold er gode venner alle sammen. Det er fjolser, og så er der nogle man kan rigtig godt sammen med, og nogle der holder sig selv helt udenfor,” siger han.
|
|
I otte år har Lasse Larsen været lam i kroppen fra armhulerne og ned. Ti fyre er de taget til Fort Østerlund ved Silkeborg-søerne, hvor de skal dyste om den bedste tid på en forhindringsbane. Uheldigvis får Lasse overbalance da han skal krydse nogle planker og styrter. Faldet svarer til at springe ud fra en tremetervippe, men i modsætning til i svømmehallen er vandet kun 70 centimeter dybt under Lasse Larsen. Den lave dybde kommer til at koste ham førligheden i det meste af kroppen resten af sit liv. I faldet brækker Lasse femte og sjette nakkehvirvel, men alligevel er han ved bevidsthed da han ligger i vandet med hovedet nedad efter faldet. ”Jeg basker med armene, men jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kommer op til overfladen. På et tidspunkt kan jeg ikke holde vejret længere og begynder at gispe, så der kommer vand med ind,” siger Lasse Larsen om sekunderne umiddelbart efter faldet. |
Da sortner det for Lasses øjne, men kort efter får en guide fisket ham op af vandet og ind på land. ”Uheldigvis lægger de mig i en myretue, og det er altså nogle ordentlig store myrer de har dernede i Silkeborg. Så ligger jeg ellers bare der og venter på ambulancen. Jeg får et sug af en smøg. Så vidt jeg kan huske var det mit sidste sug,” siger han. På Silkeborg Hospital bliver Lasse Larsen scannet senere samme dag. ” Jeg kunne se i øjnene på lægen, der skulle fortælle mig resultatet, at det ikke var godt, det her”, siger han. Lasse bliver så kørt til Århus Kommunehospital, hvor han bliver opereret et døgns tid senere. Efter 16 dage på intensiv bliver han overført til Viborg, hvor han i elleve måneder er indlagt. Her hjælper læger, fysioterapeuter og sygeplejersker Lasse til at acceptere sit handicap, og det er også dem der introducerer ham for handicapidræt. |
|
Lasse havde kone, børn, bil, båd og hus, da hans liv med ét ændrede sig, da han var 33 år gammel. Det var en kolossal omvæltning for ham pludselig at ligge lam i en hospitalsseng. ”Jeg kunne ikke engang løfte armene. Den første måned blev jeg fodret, fordi jeg ikke kunne få hånden op til munden. Jeg kunne heller ikke sidde op – så fik jeg det dårligt eller besvimede,” siger han. Det første stykke tid var det de psykiske følger af uheldet, der var hårdest. Tankerne fløj rundt i hovedet på ham. ”Jeg tænkte: ”Hvorfor døde jeg ikke? Er det slut nu?” Men det jeg egentlig tænkte mest var: ”Det går nok over.” For jeg så andre med samme skade, der kom til at gå igen, men for mig er der ikke kommet noget som helst tilbage,” fortæller han. Før Lasse Larsen selv havnede i kørestol, havde han et lidt akavet forhold til handicappede. ”De er jo nok ikke helt normale”, tænkte han. |
”Jeg kendte slet ikke nogen handicappede. Alle havde nærmest det samme handicap i mine øjne. Jeg prøvede at undgå at snakke med folk i kørestol, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til sådan én. Hvis der sad en handicappet foran et supermarked og solgte lodsedler, så havde jeg valgt et andet supermarked. På den måde har jeg da fået et kulturchok,” forklarer Lasse Larsen. Gennem rugbyholdet har han ikke kun lært andre i samme situation at kende, han har også udviklet en interesse for kørestole. For til rugby bruger de nogle specielle dyre stole, der kun fremstilles af ganske få firmaer og koster omkring 30.000 kroner. ”Nu kigger jeg jo efter hvad for nogle hjul de kører rundt på, og hvad mærke deres kørestol er. Det er en helt ny verden. Jeg er også begyndt at gætte mig til, hvilket handicap vedkommende har, hvis jeg ser én i kørestol. Det er svært at gætte, der er jeg stadig ret grøn”, griner Lasse.
|