Lasse Rugby Cathrine Ridning Jesper Ræs Lars Vandski Tilbage til forsiden

Benet klemt af

Lars Lauridsen nød livet som sømand på verdenshavene, indtil han mistede sit ben. Vand får han stadig masser af, når han træner vandski flere gange hver uge

I 1972 mistede Lars Lauridsen sit ene ben, da han sejlede som sømand ved Sardinien.

”Jeg fik benet i en løkke i fortøjrings-trossen. Benet blev simpelthen klemt af,” siger han.

Heldigvis var Lars ved fuld bevidsthed, lige efter han mistede sit ben, ellers havde han risikeret at lide druknedøden på bunden af havnebassinet i Porto Torres som 17-årig.

 

 

 

 

”Vi lå ude midt i havnen, og jeg blev smidt på en båre, for at blive hejst ned til en motorbåd og fragtet ind til land. Men da jeg blev hejst udover siden vippede båren, så hvis ikke jeg havde været ved bevidsthed til at gribe fat i båren, var jeg røget i vandet,” fortæller den tidligere sømand, der har måttet skifte karriere til værktøjsmager.

”Jeg ville gerne have fortsat med at sejle. Jeg synes det var et fedt liv at komme ud og se verden. Det ville jeg gerne have fortsat med. Det var nok den største omvæltning,” forklarer Lars, der måtte tilbage på skolebænken for at få sig en anden uddannelse.

”Jeg måtte bare acceptere, at det var betingelserne. Så måtte jeg bare lære at leve med det, og det synes jeg egentlig jeg gjorde,” siger Lars.

 


Vandski

I starten var Lars Lauridsen ikke vild med at stå på vandski, han var mere til de snedækkede pister. Men efter et par år blev han hooked og deltager nu i europa- og verdensmesterskaber

”Vandski var lidt en tilfældighed. Jeg stod først på alpinski, og derigennem mødte jeg nogle andre handicappede og kom med på en vandskiweekend. Der kom jeg kun lige op at stå, og det sagde mig egentlig ikke helt vildt meget,” siger Lars Lauridsen.

Men et par år senere prøvede han igen, og så gik det lidt nemmere. Der fik han for alvor blod på tanden og meldte sig ind i en klub, hvor han begyndte at øve regelmæssigt. I dag ræser han ofte i konkurrencer med folk, der har to ben.

 

 

”Jeg behøver ikke nødvendigvis at måle mig med folk, der har to ben. For jeg bliver selvfølgelig aldrig lige så god som dem. Men i et eller andet omfang kan jeg alligevel godt konkurrere mod dem,” siger Lars.

I øjeblikket kan han bryste sig af at have vundet 18 gange guld ved EM, otte gange guld ved VM og være indehaver af to europarekorder – både i trick og hop.

”Ligegyldigt hvilket handicap du har, kan du dyrke vandski på et eller andet niveau. Det er en lille sportsgren, så vi kender alle sammen hinanden, når vi er af sted til konkurrencer. Vi har et godt sammenhold. Så jeg vil virkelig anbefale folk at starte,” siger han.